Rådgivning om energiforbrug

Energiberegning – energirammer

Alle opvarmede nybyggerier skal overholde bygningsreglementets krav til maximalt årligt energiforbrug. Dette kræver, at der allerede i projektfasen udføres energiberegninger, som kan sikre, at energirammen overholdes. Energirammeberegningen udføres i tæt samarbejde med bygherre og arkitekt, så det sikres, at lovkravene overholdes i det færdige byggeprojekt.

Lavenergibyggeri i lavenergiklasse 2020 vil fremtidssikre nybygninger mange år frem i tiden, og interessen for denne frivillige klassificering er stigende blandt såvel private som kommunale bygherrer. Derfor følger vi altid nøje den forskning og de produktnyheder, der løbende kommer på markedet for såvel bygningskonstruktioner som tekniske løsninger, så byggeriet kan gennemføres med de bedste og billigste løsninger.

Lavenergiklasse 2015 er blevet et almindelig krav i det nye bygningsreglement BR15, som trådte i kraft januar 2016.

Hvis der er tale om tilbygninger eller gennemgribende ombygninger af eksisterende opvarmede bygninger, er der også krav til det maximale årlige energiforbrug. Kravene er dog lidt lempeligere, men kræver stadig en energiberegning i form af en varmetabsramme.